The Dead South
Bluegrass-punkere fylder K.B. Hallen med mord, død og druk
Canadiske The Dead South giver deres største danske venuekoncert den 21. november 2027, når de indtager den ikoniske Frederiksberg-arena med rå bluegrass, punk-attitude og bloddryppende fortællinger.
The Dead South er det musikalske svar på en god western. Her er død, druk, hævn og straf, usle outsidere, whisky til morgenmad og en fatal kurs lige lukt mod Helvede. Akkompagneret af swingende bluegrass med banjo, mandolin og guitar, fremført med konfrontationslysten attitude og rustne, flerstemmige røster.
Den canadiske kvartets helt særlige udtryk er et resultat af deres baggrund i punken, hvis intensitet og grænsesøgende kompromisløshed de har overført til deres kulørte skæbnefortællinger fra de amerikanske myters overdrev.
The Dead South debuterede med albummet ”Good Company” i 2014, og det store gennembrud fulgte i 2016 med singlen ”In Hell, I'll Be in Good Company”, der gik top 50 på den amerikanske hitliste og top 20 på den amerikanske iTunes Chart. Nummeret er streamet over næsten 200 millioner gange på Spotify, og den tilhørende video har tæt på 500 millioner visninger på YouTube. Siden er det blevet til fire studiealbum, hvoraf det seneste ”Chains & Stakes” (2024) strøg til tops på den amerikanske bluegrass-hitliste.
Live leverer firkløveret deres bloddryppende røverhistorier med hvide skjorter, cowboyslips, akustiske instrumenter og støvletramp. Resultatet er underholdende, medrivende og musikalsk overlegne koncerter, som er umulige at stå stille til. Hvilket gruppen tidligere har demonstreret med koncerter på Tønder Festival og i Amager Bio og Store VEGA.
Nu kan de fire bluegrass-punkere snart igen opleves på vores breddegrader. Den 21. november 2027 vender The Dead South således tilbage til Danmark, hvor de giver deres til dato største venuekoncert i K.B. Hallen.