Praktisk
information

Billetsalg

Hvor kan jeg købe billetter?

Billetter til arrangementer i K.B. Hallen sælges via kbhallen.dk og billetlugen.dk (tlf. +45 70 263 267 / mail: kundeservice@billetlugen.dk).

Det er firmaet Billetlugen A/S, der står for billetsalget på vegne af arrangøren. Alle spørgsmål vedrørende billetter skal derfor stilles til Billetlugen, og spørgsmål til arrangementet i øvrigt skal stilles til arrangøren, som du kan finde i arrangementsbeskrivelsen her på sitet.

Kan jeg købe billetter i K.B. Hallen?

Hvis arrangementet ikke er udsolgt, er det muligt at købe fysiske billetter i K.B. Hallens indgang, når dørene til arrangementet er åbnet.

Hvor køber man billet til kørestolsbrugere?

Billet til kørestolsplads kan købes ved telefonisk henvendelse til Billetlugen (tlf. +45 70 263 267 / mail: kundeservice@billetlugen.dk). Adgang i kørestol kan kun ske mod forevisning af gyldig billet til kørestolsplads.

Hvad sker der, hvis et arrangement bliver aflyst, og hvordan får jeg pengene refunderet?

Hvis et arrangement bliver aflyst, modtager alle billetkøbere en mail, og arrangementet bliver annonceret som aflyst på kbhallen.dk samt på billetlugen.dk. Billetter refunderes, hvor de er købt. Kontakt Billetlugens Kundeservice (tlf. +45 70 263 267 / mail: kundeservice@billetlugen.dk) for yderligere information.

Hvordan undgår jeg falske billetter?

Hvis du vil være sikker på, at din billet til et K.B. Hallen-arrangement er gyldig, skal du købe billetten via kbhallen.dk eller Billetlugen.dk.

Øvrige spørgsmål?

Fik du ikke svar på dit spørgsmål, henviser vi til Billetlugens informationsside.

Pladsoversigt

Hvor skal jeg sidde?

K.B. Hallen er en fleksibel multiarena, og således vil du som gæst opleve, at salen tager sig forskelligt ud fra event til event.

Siddepladserne på balkonerne er permanente, mens tribunepladserne er mobile og kun i brug ved sportsarrangementer eller events med fuldt eller delvist siddende publikum.

Nedenfor finder du oversigter over balkon- såvel som tribunepladser.

Opstillingen af siddepladser på gulvet afhænger ligeledes af arrangement og opsætning. Arrangøren beslutter for hvert enkelt arrangement, hvilke siddeplader, der sættes i salg.

For yderligere information vedrørende events samt pladsoversigt henviser vi til billetlugen.dk.

 

Balkon

K.B. Hallen har i alt 1.068 faste siddepladser på de 4 balkoner, som omkranser gulvet i salen.

Til arrangementer hvor scenen er placeret for enden af salen, er balkonplader på siden af- og bag scenen typisk ikke sat i salg. Disse pladser er markeret med blå.

Find din plads ved at bruge zoomknappen i højre hjørne på billedet.
 

 

Tribune

K.B. Hallen har under de 4 balkoner placeret mobile tribuner med i alt 1.380 siddeplader. Tribunerne kan efter behov foldes ud i sektioner.

Til arrangementer med stående publikum på gulv er tribunerne typisk foldet ind og parkeret langs salens vægge under balkonerne. Hvis scenen er placeret for enden af salen, er balkonplader på siden af- og bag scenen typisk ikke sat i salg. Disse pladser er markeret med blå.

Find din plads ved at bruge zoomknappen i højre hjørne på billedet.
 

 

Sport

Ved sportsarrangementer er banen typisk placeret i midten af salen, og typisk er siddepladser på både balkon og tribune i brug.

Find din plads ved at bruge zoomknappen i højre hjørne på billedet.
 

Garderobe og toiletter

Er der garderobe i K.B. Hallen?

Ja. Garderoben er placeret i underetagen under foyeren med adgang via de to trapper i hver ende af foyeren, eller via elevator. Af hensyn til sikkerhed (brand og evakuering) skal du altid deponere overtøj/jakker samt paraplyer og tasker større end A4 i garderoben. Lad større tasker, rygsække mv. blive hjemme, da sikkerhedspersonalet kan afvise dem ved visitation. Se "Retningslinjer" vedr. ansvar for indleverede effekter.

 

Hvor er toiletterne i K.B. hallen?

I underetagen, på hver side af garderoben, er placeret to toiletter med i alt 32 aflukkede toiletbåse samt 4 handicaptoiletter. Derudover forefindes et pissoir.

På 1. sal i lounge vest forefindes 3 toiletter med i alt 8 aflukkede toiletbåse samt 2 handicaptoiletter.

Mad og drikke

Er der barer i K.B. Hallen?

Ja. K.B. Hallen har en stor bar i foyeren, 6 barer på 1. sal samt pop-up barer i salen på hver side af scenen til koncerter med stående publikum. Barerne har et stort udvalg af gode øl, vand, vin, spiritus, shots og lækre cocktails samt diverse chips, snacks og slik. Den rigtige sult skal dog stilles hjemmefra.

 

Må jeg have egne mad- og drikkevarer med i K.B. Hallen?

Nej. Alle mad- og drikkevarer afvises ved visitationen i indgangen, og gæster som overtræder forbuddet bortvises. Undtaget er dog gæster, der med lægeerklæring kan dokumentere, at medbragt specialmad- eller drikkevarer er nødvendigt af helbredshensyn.

Til arrangementer uden aldersgrænse er det tilladt at medbringe mad til babyer og børn op til 2 år.

Handicap-forhold

Er der handicap-parkering tæt på K.B. Hallen?

P-pladsen lige ved K.B. Hallen har 8 handicap-parkeringspladser, som kan benyttes med gyldig tilladelse synligt i bilens forrude – og mod betaling af den gældende parkeringstakst.

Kan jeg komme til koncert som kørestolsbruger, og hvor kan jeg sidde?

Ja. Til arrangementer med ståpladser opstiller vi et kørestols podie med rampe i stueplan bagerst i salen. Til arrangementer med siddende publikum etablerer vi kørestolspladser på gulv i salen. Kørestolsbrugere skal have en særlig billet, som købes ved telefonisk henvendelse til Billetlugen på tlf. +45 70 263 267. Har du spørgsmål til et specifikt arrangement, skal du kontakte Billetlugen på tlf. +45 70 263 267.

Kan man som kørestolsbruger komme rundt i K.B. Hallen?

Hele K.B. Hallens stueplan er i terræn og uden ramper eller niveauforskelle. Adgang til garderobe og toiletter i underetagen samt til lounger, toiletter og barer på 1. sal sker via elevator.

Er der handicaptoiletter i K.B. Hallen?

Ja. Der er både handicap toiletter i underetagen på begge sider af garderoben samt på 1. sal. Adgang fra stueplan via elevator.

Skal en handicapledsager betale for sin billet?

Kontakt Billetlugen på tlf. +45 70 263 267 for info om handicap ledsager til det enkelte arrangement. Se også Danske Handicaporganisationers side om ledsagekort.

Må jeg medbringe rollator, stol eller lignende i K.B. Hallen?

Af sikkerhedshensyn er det ikke tilladt at medbringe rollator, stol eller lignende i K.B. Hallen.

Glemte sager

Hvad hvis jeg har glemt eller mistet en genstand i K.B. Hallen?

Hvis du har mistet noget i K.B. Hallen eller glemt noget i garderoben, skriv da venligst en mail til info@kbhallen.dk og vi undersøger sagen.

Alt hittegods glemt i K.B. Hallen afleveres løbende til Politiets Hittegodskontor, Politigården, 1567 København V.

Bemærk, at vi normalt først modtager mistede genstande 1-2 dage efter den givne event.

Retningslinjer

Bliver jeg visiteret ved indgangen?

Ja. Af sikkerhedshensyn er visitation standard procedure ved arrangementer i K.B. Hallen.

Hvad må jeg ikke medbringe?

Følgende genstande er forbudt i K.B. hallen og vil blive afvist af sikkerhedspersonalet ved visitation:

  • Våben (herunder peberspray) og genstande, der kan benyttes som våben
  • Foto-, audio- og video optageudstyr, laptops, tablets og andet teknisk udstyr (selfiestick, etc.)
  • Spraydåser mv. med brændbare/skadelige gasser
  • Dåser, flasker og anden hård emballage
  • Fyrværkeri/pyroteknisk udstyr
  • Stole, stiger, barne-/klapvogne og andre større effekter
  • Rollator, med mindre andet er angivet i arrangementsbeskrivelsen eller på billetten
  • Dyr
  • Mad- og drikkevarer
  • Narkotiske stoffer
  • Større skilte, bannere mv. eller materiale til fremstilling af sådanne
  • Store tasker, kufferter og rygsække
  • … samt andre effekter, som vurderes at kunne påvirke sikkerheden eller publikumsoplevelsen

Sikkerhedspersonalet bestemmer suverænt, om en genstand kan medbringes i K.B. Hallen.

Der er ikke mulighed for opbevaring af genstande, som afvises ved indgangen.

Skal jeg benytte garderoben?

Af hensyn til sikkerhed (brand og evakuering) skal følgende altid deponeres i garderoben:

  • Overtøj/jakker, paraplyer og lignende
  • Tasker som er større end A4-størrelse (21 cm. X 29,7 cm.)

K.B. Hallen er maksimalt ansvarlige op til en nypris-værdi på kr. 5.000 for jakker eller tasker, som bortkommer ifm. opbevaring i vores betalings-garderobe – mod forevisning af gyldigt bevis for indlevering samt dokumentation for jakkens/taskens værdi.

K.B. Hallen er ikke ansvarlige for mobiltelefoner, penge, briller eller andre værdigenstande, som efterlades i indleverede jakker eller tasker.

Hvilken adfærd tillader vi ikke i K.B. Hallen?

K.B. Hallen er hjemsted for store oplevelser i sikre rammer. Derfor forbeholder vi os ret til at afvise/bortvise personer, som:

  • er tydeligt er påvirket af alkohol eller narkotiske stoffer
  • udviser voldelig adfærd eller tydeligt har til hensigt at udøve vold over for publikum, personale og/eller optrædende
  • udviser generende adfærd overfor publikum, personale og/eller optrædende eller tydeligt har til hensigt at genere eller skade andre eller arrangementet som helhed
  • ryger uden for tydeligt markerede udendørs rygeområder
  • benytter ikke tilladte effekter – i sådanne tilfælde beslaglægges effekterne
  • antænder ild – uanset omfang
  • ytrer sig eller gestikulerer racistisk, sexistisk, ekstremistisk, fundamentalistisk eller lignende
  • afbryder eller påvirker arrangementets afvikling på en måde, som generer publikum eller optrædende
  • opholder sig eller forsøger ophold i områder, som er lukket for publikum (bag barrierer, backstage, osv.)
  • omdeler materiale (politisk, kommercielt eller andet) eller sælger varer uden tilladelse fra K.B. Hallen og arrangøren
  • ødelægger, forurener, udøver hærværk eller anden skade på K.B. Hallens bygning og udstyr
Findes der førstehjælp i K.B. Hallen?

Ja. Følg Røde Kors-markeringen eller spørg sikkerhedspersonalet.

Hvornår bør jeg ankomme til K.B. Hallen? Hvad sker der, hvis jeg kommer for sent?

Vi anbefaler, at du ankommer i god tid – gerne, når dørene åbner, for at undgå ventetid i forbindelse med sikkerhedstjek ved indgangen samt i garderoben, så du ikke går glip af noget af arrangementet.

Det er normalt muligt at komme ind efter showstart; dog kan arrangøren grundet tv-optagelser eller andre særlige forhold vælge at lukke dørene efter showstart.

Er rygning tilladt i K.B. Hallen?

Rygning er strengt forbudt indenfor i K.B. Hallen. Der er dog adgang til udendørs rygeterrasse for enden af 1. sal. Følg skiltene. Rygning indenfor medfører straks bortvisning uden refusion af billet.

 

K.B. Hallen forbeholder sig retten til at afvise eller bortvise personer, som ikke overholder husets retningslinjer. Billet refunderes ikke. Adfærd eller handlinger, som påvirker arrangementets afvikling, kan medføre erstatningsansvar.