Olympian Fight Night
-INGEN UDVEJ-
Mark ’The Olympian’ Madsen og bokseren Patrick Nielsen brager sammen i årets mest imødesete brag i dansk kampsport. Det sker, når K.B. Hallen for anden gang på tre måneder danner rammer om et spektakulært MMA-stævne i København.
Det seneste event var en bragende succes foran udsolgte tribuner, og nu kan fans af den eksplosivt voksende sport glæde sig til endnu en historisk dansk MMA-aften. Aftenens hovedkamp bliver opgøret mellem den tidligere olympiske bryder Mark O. Madsen og bokseprofilen Patrick Nielsen. Det bliver bokserens første tur i buret til en professionel MMA-kamp, mens ’The Olympian’ går ind til sin ottende opgave på rejsen mod det forjættede UFC.
Alt er på spil for to af Danmarks største kæmpere, når buret lukkes i. Der er ingen udvej.
Udover stævnets klimaks vil aftenen byde på et tætpakket program med yderligere fem prof-kampe og en lang række amatørkampe.
Alt i alt kan fans forvente en intens og hårdtslående aften med masser af stemning, fight og garanti for drama.