MALURT
Dato 
26.03.2022Lørdag
Tid 
18:30Dørene åbner
20:00Forventet start

MALURT

MALURT UDSKYDER ALT TIL 2022

MALURT er stærkt opsat på at genoptage den reunion-tur, der er blevet udsat. Det legendariske 80’er- rockband ønsker imidlertid ikke at vende tilbage til scenen, før restriktionerne forhåbentlig bliver fjernet helt. Derfor har MALURT nu taget den vanskelige beslutning at udskyde deres SuperLive-turné, såvel koncerter indendørs som festivalshows, til 2022 - i tillid til, at det til den tid igen vil være muligt at gennemføre ægte rockkoncerter. Allerede købte billetter gælder til de nye datoer.

Forsanger Michael Falch udtaler:

‘Nu skrider vi til plan Q! Vi ønsker at afvikle MALURT-koncerterne som regulære rockshows med stående publikum for fulde drøn. Det er den ånd, vores publikum har set frem til at opleve, når vi nu endelig er blevet samlet igen. Der skal altså liv i cowboyjakkerne, og vi kan ikke risikere, at folk sidder og føler sig som forkølede undulater i et fuglebur, når de endelig - og kun for denne gang - kan komme til en MALURT- koncert.

Vi rykker derfor alle aktiviteter med MALURT til 2022 og satser på at holde os i form indtil da!’

 

Grundet Covid-19 er koncerten den 23. oktober 2020 udskudt til 23. april 2021. Arrangøren skriver:

MALURT ønsker brændende at gennemføre den succesrige og anmelderroste reunion-turné, der blev afbrudt ved corona-nedlukningen efter de fem første koncerter. Turnéen skulle efter planen genoptages til september, men uvisheden råder i musikbranchen, og ingen tror pt. for alvor på, at man får lov at levere ægte rockshows med et tusindtalligt publikum til efteråret. MALURT har altid - og i særlig grad - været indbegrebet af synergi med publikum, og bandet vil ikke risikere at skulle byde hverken publikum eller sig selv at skulle give nedskalerede shows ved evt. at halvere antallet af publikum og holde afstand under koncerterne. Det er bare ikke MALURT!

SuperLive-turnéen udskydes derfor til april-maj 2021. Til den tid vil alle begrænsninger forhåbentlig være fortid, så MALURT igen kan møde publikum i ægte rock-ånd.

Allerede købte billetter er gyldige til de nye koncertdatoer i 2021. Er man forhindret på de nye datoer, bedes man rette henvendelse til billetudbyderen eller spillestedet snarest, jf. billetudbyderens anvisninger om refundering.

 

At det legendariske danske rockband MALURT bliver gendannet i 2020 er en nyhed, som de fleste danske rockelskere allerede har hørt. 40 år efter deres debutalbum tager de – i den vilde Mød mig i Mørket-udgave af bandet – på en eksklusiv forårstur, hvortil billetterne blev revet væk.

I lyset af den overvældende interesse, hvor mange rockfans forgæves har forsøgt at få billet til forårsturen, har MALURT valgt at forlænge turen. De runder derfor deres comeback af med en stribe sveddryppende rockshows med glødende nostalgi i kulturhuse landet over i efteråret 2020 - og med et brag af en afslutning i den genopbyggede K.B. Hallen.

Med denne efterårsturné slutter eventyret så definitivt for MALURT. Som lovet fra første fløjt er det kun i 2020, man får mulighed for at opleve genopstandne MALURT igen, og der bliver ikke noget med ekstra runder i manegen. Efter sidste koncert i K.B. Hallen kører MALURT igen bandbussen tilbage i parkeringskælderen, og mens Christian Arendt, Peter Mors og Dia Nielsen vender tilbage til deres civile jobs, fortsætter Pete Repete sit virke på musikscenen, og Michael Falch genoptager sin blomstrende solokarriere.

Skal man nå at høre MALURT, så er det altså i 2020!

Når du åbner denne player, accepterer du
Spotifys privatlivspolitik.

Åbn player