Jungle
Support: LA Priest
Jungle giver ekstrakoncert i K.B. Hallen
Efter at have udsolgt sin koncert i K.B. Hallen den 10. november på blot en måned annoncerer den britiske funk/soul-gruppe en ekstrakoncert samme sted dagen efter, den 11. november.
Jungle er ikke alene fremragende producere og albumkunstnere, de er også et spektakulært live- navn, der suverænt formår at omsætte deres gennemarbejdede studieproduktioner i grænselandet mellem soul, synthpop, disco og funk til medrivende og sveddryppende intense koncerter, hvor bagmændene Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland bakkes op af sangere, musikere og dansere.
Det har danske musikelskere da også opdaget, og gruppen har en stigende popularitetskurve herhjemme. Da Jungle tidligere i år annoncerede deres kommende koncert den 10. november i K.B. Hallen, gik der således blot en måned, så var alle billetterne røget! Derfor vil det glæde deres danske fans, at gruppen nu annoncerer en ekstrakoncert samme sted dagen efter, den 11. november.
Jungle dukkede op som et lyn fra en klar himmel i slutningen af 2013, hvor singlen ”The Heat” skabte massiv buzz. Jungle blev udvalgt til den prestigefulde talentpris BBC’s Sound of 2014, og det selvbetitlede debutalbum, som landede i juli 2014 via XL Recordings (Adele, Radiohead, M.I.A.), sikrede dem en nomination til den anerkendte Mercury Prize.
Siden har Jungle udgivet endnu to fuldlængder – ”For Ever” (2018) og ”Loving in Stereo” (2021) – samt compilation-albummet ”Back to Mine” i 2019, og at Jungle er et populært navn, understreges af det faktum, at alle gruppens tre studiealbum er gået top 10 i hjemlandet. Producerne Josh Lloyd- Watson og Tom McFarland, der står bag Jungle, er også populære blandt deres kolleger: de har bl.a. samarbejdet med Diplo, BadBadNotGood og Sault og remixet Taylor Swift og Brittany Howard fra Alabama Shakes.