CANNONBALL
2 days of raw rock 'n' roll
Dato 
27.09.2024Fredag
Tid 
15:00Dørene åbner

CANNONBALL

2 days of raw rock 'n' roll

Rendyrket rockfestival kommer til København 

Rockfestivalen Cannonball indtager K.B. Hallen til september, hvor rockelskere vil kunne opleve store internationale navne som The Black Angels, Danko Jones, Ten Years After og The Dandy Warhols – og flere navne er på vej.

I 2022 blev Cannonball afholdt for første gang i Næstved med bl.a. D-A-D og Kellermensch som hovednavne. Cannonball var et tiltrængt pust efter længere tids corona-nedlukning af Danmark, men også en festlig lejlighed til de rockelskere, der vil have garagerock, rå rock'n'roll og punkrock. 

"Der er masser af gode heavy- og metalfestivaler i Danmark. Vi er selv inkarnerede rockfans og ville gerne fyre den af på en rendyrket rockfestival. Da vi ikke kunne finde lige dén festival, besluttede vi os for at lave den selv!", siger medarrangør Erling Daell og tilføjer: 

"Vi havde en fest i Næstved og nu er tiden kommet til København, hvor vores valg faldt på K.B. Hallen, der er et rockhistorisk, fremragende spillested, som vil give de bedste rammer for rockfesten". 

Cannonball bliver afholdt som en 2-dages festival den 27. og 28. september 2024. Arrangørerne kan nu præsentere seks navne, som tæller The Dandy Warhols, The Black Angels, Ten Years After, Danko Jones, Phil Campbell And The Bastard Sons og Massive Wagons. 

Flere navne er på vej, og arrangørerne vil løfte sløret for dem i løbet af foråret og sommeren 2024. 

"Både Erling og jeg laver musik selv, så vi har været meget bevidste om at ville præsentere et line up af tårnhøj musikalsk kvalitet, vi kunne stå 100% inde for. Der er flere, spændende navne på vej, og vi glæder os til at kunne præsentere dem indenfor de næste måneder, siger medarrangør Frederik Schnoor, og tilføjer

"Festivalen bliver et nyt fristed for hårdtpumpet  rock 'n' roll, som lugter af garage, psych og anarkistisk energi. Cannonball er en rockfestival med plads til alle, der vil have blæst hovedet igennem af solid håndspillet rock. Men der skal også være en gennemført stemning. Vi kan godt lide noget lir, og derfor byder Cannonball også på udstillede "muskelbiler", rodeotyr, flippermaskiner, rockmerchandise – og selvfølgelig masser af fadøl og foodtrucks, så rockfans kan holde sig kørende igennem festlighederne."