EsDeeKid
Rapfænomenet EsDeeKid giver stor koncert i Danmark
Efter en heftig koncert på dette års Roskilde Festival vender den maskerede
Liverpool-rapper, EsDeeKid, tilbage til Danmark med en stor indendørs koncert, når han fredag 6. november vælter K.B. Hallen.
EsDeeKid, der er kendt for sit mystiske image samt rå og hæsblæsende energi, har på kort tid formået at bevæge sig fra britisk undergrund til viralt fænomen. Først eksploderede singlen "LV Sandals" på internettet, siden fulgte debutalbummet Rebel, udsolgte koncerter og en turné med Yung Lean.
Der er noget uforudsigeligt over EsDeeKid. Det ene øjeblik flyder han ubesværet hen over tågede, næsten drømmende produktioner, det næste hamrer han afsted over tunge drill-beats med en intensitet, der føles tæt på ukontrolleret. Det hele bliver bundet sammen af hans tykke scouse-dialekt, der får ham til at lyde, som ingen andre på den britiske rapscene.
Hans univers favner blandt andet UK drill, trap og tågede cloud rap-produktioner, hvor beskidte synths og skæve loops kolliderer med et flow, der konstant skifter tempo. Musikken lever af kontraster, hvor versene leveres i rasende tempo, imens produktionerne ofte føles sløve, psykedeliske og næsten svævende. Den kombination har gjort ham til et af de mest spændende navne på den nye britiske rapbølge, hvor inspirationen hentes lige så meget fra internettets undergrund, som fra den klassiske UK drill-scene.
På scenen bringer EsDeeKid dog langt fra en tilbagelænet stemning. Når numrene opføres live, får de tyngde, bassen rammer hårdere, og publikum bliver trukket med fra første beat. Der er konstant bevægelse mellem moshpits, fælles råb og øjeblikke, hvor hele rummet hænger på hvert eneste ord.
”Jeg tror ikke, nogen ville sige nej til endnu en tur i EsDeeKids arena.”
Sådan skrev Soundvenue i deres anmeldelse af EsDeeKids optræden på dette års Roskilde Festival.
Til november bringer han sit hæsblæsende koncertformat til hovedstaden, hvor publikum kan se frem til endnu en tur i hans arena i K.B. Hallen.