Nytårskoncert & Wienerbal
Danmarks Underholdningsorkester
Dato 
11.01.2020Lørdag
Tid 
18:30Dørene åbner
19:30Forventet start

Nytårskoncert & Wienerbal

Danmarks Underholdningsorkester

Der er lagt op til en uforglemmelig aften i musikken og dansens tegn, når Danmarks Underholdningsorkester inviterer til Nytårskoncert og Wienerbal den 11. januar 2020 i K.B. Hallen. Silas Holst og Stine Rosengren er værter, og sammen med en perlerække af dansere fra Vild med dans vil de danse til orkestrets musik. Desuden kan publikum selv få kridtet danseskoene når hallen efterfølgende konverteres til balsal.

Under ledelse af stjernedirigent Ádám Fischer vil orkestret spille valse, tangoer og galopper af komponister som Strauss, Lumbye, Gade og Brahms. Det er dog ikke blot en aften i musikkens tegn – man kan nemlig også glæde sig til en masse fantastisk dans. Silas Holst, Mie Moltke-Leth, Morten Kjeldgaard og Karina Frimodt – alle sammen kendt fra Vild med dans – vil på bedste wienermanér danse på scenen til en række af koncertens numre.

Aftenens værter er Silas Holst og Stine Rosengren, som kender hinanden indgående fra deres makkerskab i radioprogrammet The Sound of Musical. I fællesskab vil de føre publikum igennem aftenens program på festligste vis.

Skulle den medrivende dans på scenen give publikum lyst til selv at komme på dansegulvet, bliver der mulighed for dette efter koncerten. Fra kl. 22 til 23 bydes der til Wienerbal, og Underholdningsorkestret leverer naturligvis fortsat musikken. Mens salen omdannes fra koncertsal til balsal, vil Silas Holst og de øvrige dansere undervise publikum i de essentielle baltrin.

 

Danmarks Underholdningsorkester www
underholdningsorkester.dk/