Khruangbin
Dato 
10.04.2022Søndag
Tid 
18:30Dørene åbner
20:00Forventet start

Khruangbin

Khruangbin har igennem snart et årti været storleverandør af genrebrydende psychrock. Den musikalske globetrotter-trio fra Houston har gransket samtlige verdenshjørner på sin vej, og nu vender kultgruppen tilbage til København med et stort show i K.B. Hallen.

Hvis de selv skulle sige det, har de truffet alle de forkerte valg. Deres bandnavn – som psychrocktrioen fra Houston hurtigt måtte finde på tilbage omkring 2010 – er thai og skaber udtaleforvirringer; to af medlemmerne spiller altid med lange sorte parykker; deres studie ligger i en lade; og så er en af deres inspirationskilder thaifunkbands fra 1960’erne, der selv var inspireret af ... amerikanske funkbands. Alligevel har Khruangbin – der betyder flymotor – charmeret fans over hele verden siden udgivelsen af 2015-debutalbummet ‘The Universe Smiles Upon You’.

Khruangbin består af Laura Lee på bass, Mark Speer på guitar og Donald ‘DJ’ Johnson på trommer, og sammen spiller de en transcenderende og dubbet instrumentalmusik, der trækker tråde tilbage til soul og funk fra 60’erne og 70’erne. De har varmet op for navne som Wu-Tang Clan og Massive Attack, de er at finde på Barack Obamas sommerplayliste, har udgivet en ep med Leon Bridges, og i 2020 skulle Khruangbin have været på turné med Tame Impala, inden coronapandemien kom i vejen.

Hjemme i Houston havde trioen, længe inden de fandt sammen som Khruangbin, båret rundt på en musikantropologisk fascination, og sammen fortolker og sammenvæver de musikalske højdepunkter fra alt fra Sydamerika og Mellemøsten til Spanien, Vestafrika og Sydøstasien. Denne forkærlighed for transkulturelle diffusionismer er et gennemgående tema igennem trioens diskografi, hvor minimalistiske vokalharmonier længe tjente som et instrument i sammenspillet mellem guitar, bass og percussion. Men på Khruangbins tredje og seneste album, ‘Mordechai’ fra 2020, træder gruppens vokaler for alvor frem i lydkulissen, uden den velkendte ambiance, der på både vækker minder om Roy Avers’ jazzfunk og disco-breakbeats, kompromitteres. Live skinner den musikalske varme igennem fra både scenekanten og fra publikum, og Khruangbin er efterhånden et velkendt navn på dansk jord – senest gæstede trioen Roskilde Festival i 2019.